GLAD Festival i Rudkøbing
En dag med musik og livsglæde

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Den 4. september vil der igen i år være GLAD Festival på Værkstedsgården, Havnegade 118B i Rudkøbing. Festivalen foregår i tidsrummet kl. 9.30 til 15.00 og er en musikfestival, primært for udviklingshæmmede og senhjerneskadede, arrangeret af Værkstedsgården i Rudkøbing samt frivillige.
– Vi har i år besøg af Paletbanden fra Kerteminde, Lars Love Louise, Svendborg Line Dancers og Skovhus & Friends – og så spiller vores eget band, Superband, fortæller leder af Værkstedsgården, Anne Grethe Jensen, og tilføjer, at festivalen i år er privilegeret med sponsorater fra Fynske Bank Fond, Arbejdernes Landsbank Fond, LEV Svendborg/Langeland, Kulturregion Fyn samt Sølund Musikfestival Fond.
– Sponsoraterne betyder, at vi kan afholde en festival med en forholdsvis lav pris på entré. Endvidere har lokale langelandske bagerier sponsoreret kager. Og så har vi mange gode sponsorer til vores store tombola, som vi også er meget taknemmelige for, lyder det fra Anne Grethe Jensen.
På festivalpladsen kan der købes kaffe og kage, mad- og drikkevarer. Der er mulighed for at få udsmykket sig med ansigtsmaling og prøve lykken i den store tombola samt ’Det muntre køkken’.
– Vi håber selvfølgelig også, at vejrguderne vil være med os, da det er et udendørs arrangement. Vi glæder os til at kunne give mange handicappede mulighed for en dejlig dag – og selvfølgelig også andre, som måtte have lyst til at komme og feste med. Vi har tradition for, at der kommer mange gæster fra de fynske bosteder og væresteder, siger Anne Grethe Jensen.
Billetter til GLAD Festival kan købes på billetsalg.dk
Foto: Knud Mortensen







