Frugtavler høster stor gavn af samarbejde med biavlere

Langelands Biavlerforening opfordrer langelandsk landbrug til at udlægge små biotoper med blomster og planter, hvor bierne kan hente nektar og pollen til bestøvning af markernes afgrøder.
NYT FOTO - Frugtavler høster stor gavn af samarbejde med biavlere

TEKST OG FOTO ERIK JØRGENSEN

 

For frugtavler Kristoffer Lollesgaard, Strandlyst ved Rudkøbing, er bierne alfa & omega, selve livsnerven til bestøvningen af hans mange frugttræer, når de er i blomst i foråret.

– Det er vigtigt, at de bliver bestøvet ordentligt, og derfor er det yderst afgørende med bierne tæt på, forklarer Kristoffer Lollesgaard om sin samarbejdsaftale med Langelands Biavlerforening.

Uden bestøvning bliver der hverken høstet søde kirsebær, blommer, æbler eller pærer, når sæsonen byder sig til hen over sommer og efterår. Så da biavlerne spurgte, om de måtte placere nogle bistader hos ham, ja, så slog han til.

– Jeg har 18 bistader stående rundt om i mine plantager, og jeg er rigtig glad for samarbejdet med biavlerne, fordi det er en win-win situation for begge parter. Jeg får bestøvet mine frugttræer, så de kan yde optimalt, og de får honning til gengæld, siger Kristoffer Lollesgaard, der i øvrigt selv supplerer med humlebier, fordi de er mere hårdføre “og flyver i al slags vejr”.

Langelands Biavlerforening er også ganske tilfreds, men formand Carsten Bjørn Knudsen kunne godt tænke sig, at samarbejdet udviklede sig endnu mere, så langelandske landmænd i større stil stillede arealer med biodiversitet, altså biotoper med mangfoldighed af blomster og planter, til rådighed for såvel de tamme honningbier som de vilde bier.

– Vi kæmper den lokale kamp for biernes betydning for afgrøder, grøntsager og i det hele taget biodiversiteten, fortæller Carsten Bjørn Knudsen, mens han sammen med Svend Aage Sørensen viser rundt i besøgs Bigården ved Tranekær Slot med “600 bi-venlige stauder”.

Han opfordrer langelandsk landbrug til at lægge “grønne” matrikler med pollen og nektar kilder til biernes summen og videre bestøvning, fordi det, som samarbejdet med frugtavler Kristoffer Lollesgaard, er til fordel for alle parter. Og naturen i det åbne land.

– Landbruget kan, ligesom Langeland Kommune, blive optaget som bi-venlige landbrug og til nytte for deres afgrøder på markerne. Vores indgang er glæden ved at holde bier og en videreudvikling af biodiversiteten, det skal vi arbejde for, at vi bliver bedre til i Danmark. Det bliver vi nødt til, vi kan ikke leve af kød alene, men mere grønt i fremtiden, og der har vi vores bier til at bestøve afgrøderne på markerne. Det er simpelt hen det… Og derfor vil vi gerne have landmændene med, påpeger Carsten Bjørn Knudsen.

 

Danmarks Biavlerforening har sammen med Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund i en årrække arbejdet for at styrke biodiversitet og levesteder for fugle, pattedyr og bestøvere, altså bier og insekter, i landbrugslandet, og ifølge et internationalt studie fra Københavns Universitet er der noget at komme efter, som også gavner landbruget.

“Drop monokultur og industriel tænkning og variér jeres landbrug – det betaler sig”, udtalte forsker Laura Vang Rasmussen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, tidligere på året i en pressemeddelelse, hvor hun refererer til resultatet af et globalt forskningsprojekt af biologisk mangfoldighed i landbruget, som hun var leder af.

 

Generationsskifte
Langelands Biavlerforening har 60 medlemmer, fortrinsvis i den modne alder, og flest mænd.

Ifølge formand Carsten Bjørn Knudsen arbejder foreningen på at lykkes med et generationsskifte, fordi “der skal være nogen til at tage over efter os”:

– Kontakt til skolerne.

– Familiebesøg i Bigården, hvor far, mor og børn høster og slynger honning.

– Mor og døtre har bistade i byen. “Man kan sagtens have bistader i byhaven”.

– Musikefterskolen i Humble har egne bier og byder nye elever velkommen med et glas honning.

Lørdag 22. juni arrangerer biavlerne Markedsdag i Bigården med smagprøver: honning, jordbær, mjød og ukrainsk honningkage….

“Det er en fantastisk oplevelse at være biavler, selve interessen og glæden ved de flyvende insekter, fordi de er så unikke i naturen, siger Carsten Bjørn Knudsen.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment