Flere tilbud styrker indsatsen til kræftpatienter og pårørende i Svendborg

Fra april kan kræftramte booke gratis samtaler i Svendborgs Sundhedshus med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse. Herudover igangsættes et helt nyt frivilligdrevet cafétilbud i Frivillighuset.
kræftpatienter

AF MARIANNE HORSTMANN
Formand i Lokalforeningen Svendborg
Kræftens Bekæmpelse

 

Det kan være livsforandrende og svært at få en kræftdiagnose eller blive pårørende. Derfor er Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Svendborg, Kræftrådgivningen i Odense og Svendborg Kommune gået sammen om at styrke indsatsen for kræftpatienter og pårørende i Svendborg og omegn.

 

Det sker blandt andet ved, at kræftramte borgere kan booke gratis rådgivningssamtaler lokalt i byen med en rådgiver fra Kræftrådgivningen i Odense.

 

– Vi ved, at det har stor betydning for kræftpatienter og pårørende i en svær situation, at man ikke skal tage turen fra Svendborg til Odense for at få en rådgivningssamtale. Det har man simpelthen ikke altid overskuddet til. Vi er derfor rigtig glade for at kunne tilbyde gratis rådgivningssamtaler lokalt i Svendborg, siger rådgivningsleder Vivi Brandt Rasmussen.

 

Udover rådgivningssamtalerne åbner der også et helt nyt frivilligdrevet cafétilbud i byen. Det er Kræftens Bekæmpelses lokalforeningen i Svendborg, der står bag initiativet, og caféen bliver et frirum for alle berørt af kræft; nuværende og tidligere patienter, pårørende og efterlevende. Her kan man tale om alt – også dét som ikke handler om kræft.

 

– Vi har et stort ønske om at skabe et vigtigt mødested for mennesker berørt af kræft. I de gode rammer i Frivillighuset, har man mulighed for uformelt samvær og snak med andre i samme situation som én selv. At mødes med ligesindede betyder rigtig meget, ikke mindst når man er ramt af kræft eller er pårørende, siger Marianne Horstmann, formand for lokalforeningen i Svendborg.

 

I Svendborg Kommune er man glade over de nye initiativer, der uden tvivl kommer de sydfynske kræftramte borgere til gode.

 

– De nye tilbud supplerer på en rigtig fin måde de mange gode tilbud, som vi allerede har i kommunen til kræftpatienter og deres pårørende. Vi er glade for de nye initiativer som styrker indsatsen og for samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse, siger Jesper Eilsø, Leder af Svendborg Kommunes sundhedsaktiviteter i Sundhedshus Svendborg.

 

Fakta om de nye tilbud:
Første gang i caféen er d. 10. april, herefter hver onsdag i ulige uger. Det er muligt at komme i tidsrummet 16.00 – 18.00.

Caféen holder til i Frivillighuset, Kvægtorvet, Frederiksgade 8, Svendborg. Ved spørgsmål kan Helle Bytoft kontaktes på tlf.: 29 91 40 52.

Første mulighed for rådgivningssamtaler er d. 15. april i Sundhedshus Svendborg, Hulgade 9, Svendborg. Herefter mandage i lige uger. Samtalerne finder sted i tidsrummet kl. 8.30 – 12.30. Booking af samtale skal ske til Kræftrådgivningen i Odense på tlf.: 70 20 26 87.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment