Fællesskaber, forkælelse og fiskefrikadeller

AF CHRISTIAN DAN JENSEN
Redaktør langelandtidende.dk
Sommeren har allerede fået godt fat i Langeland. Fra Lohals til Bagenkop bugner det med koncerter og festivaler, kunstudstillinger, lokale kulinariske oplevelser og masser af forførende fællesskaber – både for festglade sommergæster og øens egne beboere. Vi dykker ned i nogle af dem i denne udgivelse af langelandtidende.dk – MAGASIN, hvor du bl.a. kan læse om, hvordan en venskabsfodboldkamp mellem Rudkøbing Boldklub og F.C. Holmegaard fra asylcenteret på Langeland blev første skridt i et større ønske om at skabe flere fællesskabsbaserede aktiviteter mellem asylansøgerne og lokalsamfundet på Langeland.
Vi har også været på besøg hos Cowork Langeland, hvor du som solostændig kan blive en del af et kreativt kontorfællesskab i spændende omgivelser på havnen i Rudkøbing – med højt til himlen og kort til kysten.
I Tranekær er der gang i bierne – og de forstår noget om fællesskaber – og det er godt for Langelands Biavlerforening, som er i fuld gang med at etablere en stor naturhave, hvor bierne kan boltre sig lystigt og producere god langelandsk honning til mjød, som kommer på flaske fra Tarp Bryggeri i nærheden af Esbjerg.
Marianne og Ronney Johansson blev de heldige vindere af konkurrencen om en makeover i Rudkøbing på initiativ af Rudkøbing Handelsstandsforening. Vi var med, da de to blev forkælet og klædt på i flere af byens butikker, stylet hos frisøren og fik ansigtsbehandling og massage.
Du kan også læse om Fiksi i Bagenkop, hvor der gennem årene er stegt mere end to millioner fiskefrikadeller, om Nowhusets sommerudstilling med en stjerneparade af lokale kunstnere, og om Bramfri Festival, som for tredje år i træk inviterer gratis til en hel dag med fokus på de ord, vi bruger – og hvordan de former både vores blik på verden og den virkelighed, vi skaber. Og selvfølgelig med både musik, cirkus og fællesskab.
God sommer
