Badebroen ved Ballen Havn modtager donation til ny badeponton

Lauget for badebroen ved Ballen Havn har fået en stor donation fra Fonden for Fynske Bank på 20.000 kroner
FOTO

AF MICHAEL GRUBE – Den Lille Avis SYDFYN

 

Pengene er blevet brugt til medfinansiering af den nye badeponton, som nu ligger lidt ude for badebroen. Den nye ponton var nødvendig, da den gamle blev smadret i et meget kraftigt blæsevejr i september 2023. Materialer og ankergrej til den nye ponton er løbet op i ca. kr. 38.000, så tilskuddet fra Fonden for Fynske Bank er tiltrængt.

Sammen med et pænt beløb fra Brugsen i Ollerup og frivillige indbetalinger til Badebroens mobilepay 208731 er byggeriet af pontonen blevet finansieret.

 

Alt omkring badebroen sker på frivillig basis, hvor vedligehold og fornyelser betales af de frivillige bidrag og donationer som bestyrelsen bag badebroen søger efter. Så selvom en stor check er kommet i hus er der stadig brug for at lokalsamfundet støtter badebroen med frivillige bidrag. Det koster ca. kr. 12.000 om året at drive og vedligeholde badebroen.

 

– Vi får kr. 3.000 om året fra Svendborg Kommune, så resten skal ind via frivillige bidrag fra dem som benytter vores fine badebro og ponton, lyder det i en udtalelse fra bestyrelsen af af brolauget.

 

Sensommeren har været god og badebroen og stranden har været flittigt brugt. Tidlig morgen af de morgenfriske og eftermiddagene af børnefamilier. De unge om aftenen og flere har været i vandet flere gange om dagen. Bestyrelsens vurdering er at over 200 personer bruger badebroen på en god varm sommerdag.

 

– Vi der arbejder frivilligt med badebroen, er glade for at lokalsamfundet bruger den og passer godt på både bro og ponton, så vi kan have glæde af begge dele langt ud i fremtiden. Hvis man udover et økonomisk bidrag vil give en hånd med ved isætning og optagning af broen, så kontakt bestyrelsen via mail, ulrik@fredegaard.dk eller c.plagborg@privat.dk. Alle kan være med til at gøre badesæsonen på stranden ved Ballen Havn til en fornøjelse for alle, lyder det fra bestyrelsen som udgør Ulrik Fredegaard, Per Gammelgaard og Carsten Plagborg.

 

Lokalt omtales det populære badested af nogle som “Ballevue”.

 

Foto: Michael Grube, Den Lille Avis – SYDFYN

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment