Alene i den japanske vildmark

AF MARTIN RAMSGAARD

 

 

Sofia Katrine Svensson vandrer gerne alene og gerne i lang tid. Nu er hun ved at skrive en bog, der skal inspirere unge til at tage vandrestøvlerne på.

Selv med lidt god vilje, er det svært at få de pænt klippede stier ved Vemmenæs til at ligne en bjergsti langt ude i ødemarken, hvor der ikke kommer mange mennesker. Tåsinge er da heller ikke helt stor nok til, at Sofia Katrine Svensson kan komme i den tilstand, hun søger, når hun går alene i ugevis og nogle gange i månedsvis. Det giver hende en helt speciel langsomhed og ro.

 

– Mennesket er skabt til at vandre, og den dér langsommelighed der opstår, når man har vandret alene i naturen gennem lang tid, det åbner virkelig for sanserne. Man kommer i kontakt med sig selv på en helt anden måde, svarer hun på spørgsmålet, om det ikke kan blive kedeligt og ensomt at gå alene i så lang tid.

 

Sofia Katrine Svenssons seneste eventyr var en 900 kilometer lang tur langs en gammel japansk postrute. Den såkaldte Nakasendo-rute, der forbandt kejserrigets hovedstad med resten af landet. I april vandrede hun fra Tokyo til Hiroshima af den gamle rute gennem skove og bjerge i sendebudenes og samuraiernes fodspor. Det tog en måned.

 

– Jeg så næsten ingen turister, og japanerne var optaget af, at kirsebærtræerne blomstrede. Det er en kæmpestor ting derovre. Så jeg havde postruten næsten for mig selv, fortæller hun.

 

Det var ikke kun for vandringens skyld at Sofia Katrine Svensson vandrede i Japan. Hun er vokset op med forældre, der har rejst i Japan og altid snakkede meget om det. Så hun fik også set det land, der har fyldt meget i hendes liv.

 

 

Kilometer i benene
Sofia Katrine Svensson fik dog ikke talt så meget med de japanere, hun mødte på ruten. Japanere er nemlig generelt meget dårlige til engelsk, især når man kommer uden for Tokyo, og Sofia Katrine Svensson havde kun lært sig de mest gængse ord på japansk.

 

– Jeg brugte også meget tid på at gå forkert, fordi alle skiltene var skrevet japanske tegn, men ellers klarede jeg mig med fingersprog. Men bortset fra det praktiske, havde jeg ikke behov for at snakke, når jeg først var kommet i vandretilstanden, forklarer hun.

 

Sofia Katrine Svensson gik cirka 30 kilometer om dagen. Hun havde en sovepose med, men overnattede oftest på familiekroer ude på landet og i de specielle skuffehoteller i byerne, hvor man bogstaveligt talt trækker en skuffe ud med sengen og lægger sig til at sove.

 

De 900 kilometer ad den japanske postrute var ikke Sofia Katrine Svenssons første lange vandretur. Hun har gået ad Caminoen, pilgrimsruten i Pyrenæerne som de fleste danskere har hørt om, og hun har vandret i England. Så har hun selvfølgelig også gået Fyn og Langeland rundt, ligesom hun vandrer, dér hvor hun nu er på ferie.

 

– Det er jo lidt svært at komme ind i den der meditative tilstand, når man vandrer i Danmark, fordi man jo møder mennesker hele tiden. Der er lidt bedre på caminoen, hvor man godt nok møder mange andre vandrere, men man har generelt ikke det store behov for at snakke, fortæller hun.

 

Turen til Japan er slet ikke den sidste, Sofia Katrine Svensson har været på. Hun drømmer om måske at gå på langs af Pyrenæerne mellem Frankrig og Spanien eller de 4.265 kilometer gennem USA, fra Mexico til Canada. Verden er uendeligt stor, når man bevæger sig frem til fods.

 

 

En bog på vej
Alle de positive ting ved at vandre vil Sofia Katrine Svensson gerne give videre. Derfor skriver hun på en bog, Godt gået!, der først og fremmest skal være henvendt til unge.

 

– Der er rigtigt mange unge, der har det svært i dag. De bliver hele tiden bombarderet på de sociale medier, krav til uddannelse og alle mulige ting de skal leve op til. Jeg tror, at vandring vil være en god medicin mod den stress, de hele tiden udsættes for. Man kommer væk fra computere og medier og kommer ned i det tempo, vores kroppe og hjerner er skabt til, forklarer hun.

 

Det skal ikke være en vandrebog med ruter. Det skal være en inspirationsbog, med en masse praktiske råd om, hvad man skal have med, og hvordan man griber det an i praksis.

 

– Hvis de unge begyndte at vandre, hvor de bare pakkede og gik afsted med det, de kunne bære, ville de lære at klare sig selv og få en meget større modstandskraft. Hvis man kommer ned i tempo, lærer man sig selv at kende, og man lærer, at man kan mere end man tror, når man bare går afsted med sine fødder, siger Sofia Katrine Svensson.

 

– Vores kroppe er et perfekt transportmiddel.

 

Godt gået! udkommer til næste år og udkommer både som papirbog og e-bog. Bogen er støttet af Lokalrådet for Sydtåsinge og bliver givet gratis til unge på Tåsinge gennem øens foreninger og klubber.

 

 

Foto: Privatfoto