Lidt om de toppede lappedykkere
TEKST OG FOTOS: POUL RASMUSSEN
Vi er kommet ind i den første sommermåned, juni, og det kan virke som om, der faldet lidt ro over naturen. Forårets mylder af trækfugle, der kom over os og til os, er for længst stoppet. De heftige aktiviteter, hvor fuglene derude skulle finde deres territorier og gøre sig bemærkede hos magerne, fyldte vores ører med den skønneste fuglesang. Men også fuglesangen synger nu på sidste vers, for omkring Sankt Hans plejer det at være slut.
Men naturen er bestemt ikke gået i dvale. Det vil enhver forældrefugl med garanti kunne skrive under på, for nu er fugleungerne hoppet af reden, og yngelplejen er på sit højeste. For mange arters vedkommende har forældrefuglene allerede nu knoklet i længere tid for at skaffe føde til ungerne i reden. Men for andre arters vedkommende er fugleungerne mobile få timere efter, de har brudt skallen på deres æg og må følge forældrene ud i verden for at lære at finde føde og i det hele taget begå sig, så man bedst overlever.
De toppede lappedykkere, som hører til de sidstnævnte arter, er almindelige ynglefugle omkring søer og åbent ferskvand. I marts begynder kurmageriet, hvor parrene kan ses i en imponerende dans, hvor de løfter sig højt op af vandet og synkront laver samme bevægelser. Når herren så rigtig skal imponere fruen ekstra meget, samler han store totter af redemateriale ligesom for at fortælle: ”At jeg faktisk er ret sej til at bygge rede”. Som regel giver det pote, og med lidt held kan man så her sidst i maj se et par stolte lappedykkerforældre svømme rundt med et kuld unger. Det ene øjeblik skjult under mors trygge vinger, det næste øjeblik susende far i møde for at være den første til at få den lille fisk, han kommer med i næbbet.
